Efter studier hos så prominente navne som Nicolai Gedda, Björn Asker og Peter Lindroos,
blev tenoren Thomas Peter Koppel ansat på Det Kgl. Teater i 1991.
Den lange række af partier gennem årene inkluderer
Nick i Poul Ruders´ prisbelønnede Tjenerindens Fortælling,
Tomas i uropførelsen af Bent Sørensens Under Himlen,
Antonio i Danmarks-premieren på Thomas Adès´ Stormen,
Grev Almaviva i Barberen i Sevilla og Alfred i Flagermusen.
Sidstnævnte sang han også ved genåbningen af Det Ny Teater i 1994,
hvilket blev fulgt op af Camille de Rosillon i Den Glade Enke.
Stod allerede som 8-årig på scenen i Gianni Schicchi på Sydney-Operaen –
den egentlige debut fandt sted 20 år senere
som Tamino i Tryllefløjten med Det Unge Operacompagnie.
Thomas Peter Koppel har et omfangsrigt repertoire,
spændende fra den nyeste musik på Den Anden Opera i København
til talrige opera-, operette- og musicalkoncerter rundt om i landet,
det øvrige Skandinavien, Tyskland og på Færøerne –
han er desuden en flittigt benyttet såvel oratorie- som liedfortolker
og har adskillige CD-indspilninger på bagen.