Johannes Mannov er født og opvokset i København. Der fik han i Københavns Drengekor sin musikalske grunduddannelse. I en alder af 20 år rejste han til Tyskland, for at studere sang i Freiburg og Karlsruhe. Efter sin eksamen blev han ansat ved statsoperaen i Kassel og blev som gæstesolist desuden inviteret til operahusene i Belfast og Bruxelles. I 1996, efter at have været tilknyttet operahuset i Innsbruck, begyndte hans internationale karriere for alvor, og siden har han været gæst ved operahuse verden over. Han har bl.a. sunget i Paris La Bastille, Bruxelles La Monnaie, i Wellington New Zealand, ved New Israeli Opera, på Det Kongelige Teater i København, i San Diego og Cincinnati, USA, i Santiago i Chile og ved statsoperaerne i Hamburg og Berlin. Repertoiret omfatter bl.a. rollerne Don Giovanni, Leporello, Guglielmo, Figaro, Grev Almaviva, Evgeni Onegin, Papageno, Danilo, Malatesta, Nick Shadow, Wolfram, Kurwenal og Billy Budd.
Johannes Mannovs koncertvirksomhed er ligeledes verdensomspændende. Med et bredt repertoire, som tager udgangspunkt i oratoriemusikken, har han bl.a. sunget i Amsterdams Concertgebouw, London Barbican Centre, Berliner Filharmonien, Tonhalle i Zürich, Theatre de Champs Elysée og Cité de la Musique i Paris, Palao Musicao i Barcelona samt deltaget i festivals i Perth, Edinburgh, Istanbul, Luzern, Bruxelles, Innsbruck, Schleswig Holstein, Lisabon, Madrid, Milano og Venedig.
Af dirigenter, som han har arbejdet med, kan nævnes Christopher Hogwood, Helmuth Rilling, René Jacobs, Mstislav Rostropovitch, Yehudi Menuhin, Frans Brüggen, Philippe Herreweghe, Peter Schreier, Sigiswald Kuiken, Thomas Hengelbrock, Marcus Creed, Leif Seegerstam, Gary Bertini, Jeffrey Tate, Janos Fúrst, Adam Fischer og Eliahu Inbal.
Johannes Mannov arbejder regelmæssigt med ensembler, der har specialiseret sig i at spille på historiske instrumenter. Han har således bl.a. optrådt og indspillet CD’er med Das Freiburger Barockorchester, Musicá Antiqua i Köln, R.I.A.S. Kammerchor Berlin, Akademie für Alte Musik i Berlin, La Petite Bande, La Chapelle Royale, samt Balthasar Neumann Kor og Orkester.
I 2005 debuterer Johannes på Covent Garden i London med Henrik i Carl Nielsens MASKERADE, turnerer gennem Europa med både uropførelser og barockmusik, og slutter året af som Papageno ved indvielsen af Athens nye operahus, Megaron. I 2006 er der rig lejlighed til at høre Johannes på de hjemlige kanter med både lied, oratorier og opera. Han synger bl.a. Schuberts WINTERREISE i Espergærde Musikforening, JAHRESZEITEN af Haydn i Odense og medvirker i Janaceks SAGEN MAKROPULOS på Operaen i København.
I studieåret 2003/04 var Johannes Mannov gæsteprofessor i sang ved Universität der Künste i Berlin. Han underviser pt. i Lied-sang ved Musikkonservatoriet i København.
For yderligere information samt foto, besøg Johannes hjemmeside: www.johsmannov.com