Pianisten Søren Rastogi debuterede fra Det Kgl Danske Musikkonservatorium i februar 2005 og modtog fremragende anmeldelser – “Fuldbåren kunstner” (Politiken) “Et stort musikalsk eventyr” (Berlingske Tidende). Ved en recital senere samme år skrev Politiken ”Søren Rastogi slår sit navn fast som ny væsentlig pianist”.
Søren Rastogi har været solist med Aarhus Symfoniorkester og er prisvinder ved flere konkurrencer: Den Danske Steinwayfestival, Den Nordiske Pianistkonkurrence og Mendelssohnkonkurrencen, Berlin.
Som kammermusiker, akkompagnatør og solist har Søren Rastogi optrådt på festivaler og koncertsteder i Danmark og i udlandet. Han har ved flere lejligheder optrådt i radio og fjernsyn i Danmark og Norge (DR og NRK).
Søren Rastogi er uddannet i København på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos docent Tove Lønskov og docent Niklas Sivelöv samt i Berlin på “Hochschule der Künste” hos professor Pascal Devoyon. Han tog diplomeksamen fra DKDM med højeste karakter i fagene solospil, kammermusik og akkompagnement. Han er modtager af mange hædersbevisninger og legater bl.a. fra Aannchen og Eigil Harbys Fond, Victor Schiølers Mindelegat og Russells Mindelegat.